skip to Main Content

Mennesker har altid motiveret mig mere end teknik. Så helt overordnet handler Vita Via faktisk ikke om at lære dig at bruge WordPress.

Vita Via handler ligeså meget om:

  • Hvordan du kan blive gladere, når du har brugt guiderne i Vita Via til at lykkes med netop dine mål
  • Hvad der er nødvendigt for at du kan bruge alle de tekniske guider optimalt – grundlaget for det hele.

Uden et godt ‘mindset’ er Vita Via nemlig bare endnu en tek-manual online. Og den kan jeg jo give til hvem som helst, men der er større chance for at folk lykkes med at vælge de rigtige Plugins (til deres formål) og lave den rigtige Facebook-kampagne (til deres formål) – osv. osv. osv. – hvis dit mindset også tjener dig vel, dit hjerte og sind.

Derfor er dette helt overordnet meningen med Vita Via – og derfor er dette min vision:

At du får stadig mere indre ro, styrke, overblik og overskud

til at bruge viden om websites, webshops, content-produktion og online marketing  

til at nå dine mål for din livsvej og leve-vej  – din virksomhed

og blive gladere hver dag mens du gør det 

 

Baggrund for visionen

Det har nemlig slået mig at jeg ofte møder nogen som har problemer med deres website eller webshop eller markedsføring som ikke har deres rod-årsag i et eller andet teknisk valg. (“Jeg valgte Drupal istedet for WordPress og nu er mit website gået helt i stykker! Hjælp!”)

Det kan selvfølgelig have en teknisk årsag, at man er i problemer. Men årsagen til at man har valgt en teknisk dårlig løsning kan som regel findes i noget psykologisk, f.eks.

  • at man er for autoritetstro (godtroende) overfor sælgere – som regel også fordi man bare SÅ meget ønsker sig guld og grønne skove og success
  • eller at man er for doven til at researche online selv
  • eller at man ikke kan overskue at researche fordi ens kalender bare er f… up med alt muligt og man kan slet ikke overskue det. Man siger ja til det første og bedste.
  • eller noget tilsvarende …

Lad det være sagt med det samme:

Der er ingen garantier for at vælge noget website, webshop eller markedsføring online som virker for dig, selvfølgelig. Men når skaden så er sket, så går det også tilbage til mindset, hvordan vi håndterer den.

Lærer vi af skaden og kommer styrket ud af den, eller bliver vi ved med at køre rundt i skyld og selvbebrejdelse?

Eller værre endnu – bliver vi ved med at begå de samme fejl om og om igen?

Vita Vias vision er at du får et komplet sæt af redskaber – ‘en værktøjskasse’ til at realisere din livsvej og leve-vej, når den inkluderer noget online (og det gør næsten alt i dag).  Og det vigtigste redskab i værkstøjskassen er faktisk ikke et redskab – men dit eget sind og dit eget hjerte.

De to bestemmer hvordan du bruger alle de andre redskaber for at styre din online-virksomhed (eller online-delen af din virksomhed) gennem tykt og tyndt, medgang og modgang.

Back To Top