skip to Main Content

Magento vs. Woocommerce – hvad skal jeg vælge?

Jeg bruger selv Woocommerce, så jeg er selvfølgelig forudindtaget … jeg vil derfor i stedet prøve at give nogle eksempler på hvad man skal tage hensyn til når man overhovedet prøver at sammenligne.

Først og fremmest – for at punktere myten at Woocommerce ikke kan håndtere lige så store mængder af produkter som Magento Woocommerce, så passer det simpelthen ikke. Woocommerce kører fint med tusindvis af produkter (i linket nederst er der nævnt shops som har fra 5000-35.000 produkter).

Magento webshop mod Woocommerce-diskussionen minder mig nogle gange lidt om diskussionen Apple mod Windows. Begge kan ofte bære præg af at være vage og nærmest ideologiske, når man skal prøve at argumentere for hvad der er bedst. Og ofte i sådanne diskussioner, på blogs, på Facebook, osv. – så tages miljøet og omstændighederne med et gran salt, hvis de overhovedet bliver nævnt. Hvis jeg var fortsat med at bruge Mac, som jeg gjorde på universitetet, så ville jeg nok også synes at Mac f.eks. var ‘lettere’ at bruge i dag end Windows!

Nuvel, det som ‘klagerne’ over Woocommerce går på, som jeg hører det, er i høj grad 4 ting:

1) Manglende brugbarhed af Woocommerces kontrolpanel – ift. især til at overskue og håndtere “større mængder” produkter. Men dette problem er jo til en vis grad subjektivt – altså om man kan overskue et bestemt layout eller kender det godt; jeg synes altså ikke Magento-interfacet skiller sig specielt positivt ud her – ift. om det er nemt at bruge eller overskue modsat Woocommerce (men det er igen er subjektivt!)

2) Woocommerce kan ikke så godt håndtere “større mængder” af ordrer, hvilket jo i høj grad afhænger af hosting-miljøet, især servernes type og power men også deres bagvedliggende opsætning. Og også af om ens betalingsløsnings-modul fungerer godt og er sat rigtig op. Og endelig også af sådan noget banalt som båndbredden og dens udsving. Tænk på hvor ofte Dankort-automaten går i stå i et supermarked, fordi der ikke lige er ‘hul igennem’! Men altså: Her er det hostingen og den bagvedliggende teknik, mere end Woocommerces dyder og laster selv man skal se på for at vurdere om det er ‘godt’ eller ‘dårligt’.

Bemærk i øvrigt at “større” sjældent følger med tal på i diskussioner om emnet på nettet, hvor det igen ofte synes at være enten ideologi eller egen-interesse der er til grund for argumenter. F.eks. dukker der jo altid nogen op i diskussioner om hvilken webshop der er bedst, på Facebook, Amino.dk, osv., som viser sig at komme fra et bureau eller være selvstændig og så have interesse i at sælge enten Woocommerce eller Magento-løsninger – og det bestemmer så om man er ‘for’ eller ‘imod’ det ene eller det andet.

Jeg er ikke anderledes her, selv om jeg ikke sælger noget, men jeg er selvfølgelig klart for Woocommerce, fordi det er det jeg kender bedst, skriver om og har prøvet. Men en del af Vita-Vias formål, det vigtigste faktisk, er jo at gøre folk klogere og give dem, alt efter situation, de bedste muligheder for selv at vælge. Så det håber jeg at nærværende blog-artikel gør!

3) Woocommerce kører ikke “stabilt” på WordPress – der er altid er Plugins der gør [indsæt selv fejl].

Plugins er som bekendt de små ekstra-funktionaliteter som man kan downloade gratis fra nettet, hvadenten de styrer en mailingliste eller ændrer farven på ens site eller ændrer i proceduren for ens checkout.

Men her kan problematikken skyldes at

– man har for mange eller forkerte Plugins

– eller at man bruger Plugins istedet for at lave modifikationer i koden – (f.eks. til at ændre farve eller layout) hvilket også gør systemet gumpetungt og sårbart.

– ikke opdaterer Plugins

– får Plugins fra gratis udbydere som ikke selv opdaterer dem ofte nok (eller fra kommercielle udbydere, selv om de dog i princippet har mere styr på opdateringerne).

Manglende opdateringer betyder i hvert fald at Plugins kan køre langsommere, når WordPress opdateres, kan blokere WordPress-funktioner, holde op med at virke, måske endda lægge sitet ned. Og hvis Plugins ikke opdateres kan de også være større og større kilder til indbrud fra hackere.

Dette er igen ikke en ‘fejl’ som selv sagt har med Woocommerce at gøre. Det afhænger af miljøet omkring Woocommerce og hvordan man passer det!

Jeg har også endnu til gode at se et Content Management-software der benytter sig af Plugins og som aldrig har fejl, især ikke når det er open source og folk selv kan indstallere dem – og gør det – ved et tryk på en knap.

4) Muligheden er bedre for at “skalere” Magento og “kode på et andet niveau” osv. til at lave “skræddersyede løsninger”

Sådanne ‘argumenter’ for Magento og mod Woocommerce hører og læser jeg tit.

Jeg er ikke kode-mand selv, omend jeg dog kan begå mig i PHP-kode til husbehov (som styrer WordPress). Men her er det at jeg tænker: ‘hvad nu hvis du har en rigtig god programmør til Woocommerce og en middelmådig programmør til at skræddersy Magento? – hvilket system er så bedst?’ Ja, hvad er højest – Rundetaarn eller et tordenskrald? 🙂

Svaret er naturligvis at problematikken ikke ligger i systemet … men det bliver ofte overset, ikke mindst fordi ’svaret’ ofte bare slynges ud uden at forholde sig til en konkret problemstilling igen – altså: ‘kan Magento løse X bedre end Woocommerce under de samme forudsætninger?’ … og forudsætninger er herunder om du har en god programmør.

Man kan sikre sig (mere) at man vælger den rigtige løsning fra start ved at

1) Prøve webshops af

Du kan downloade og installere Woo gratis og lave et test-site ud fra de forudsætninger man nu selv har på under en time hvis man har et webhotel med WordPress one-click installation. Man kan selvfølgelig evt. få lidt hjælp fra enten det gratis net eller en betalt person hvis man ikke har tiden (men pengene). Det samme burde gøre sig gældende for Magentos community-edition, og jeg har i hvert fald googlet mig til at Magento-orienterede bureauer tilbyder at sætte gratis demoer op så man kan prøve dem af.

Men mht. Woo kan man i hvert fald selv prøve det af under i hvert fald nogle forudsætninger, fx om man føler at kontrolpanelet, overskueligheden osv. passer til ens kunnen og behov. Så er nogle af variablene ovenfor i hvert fald prøvet af, fx punkt (1).

2) Se video og læs

Google dog en håndfuld af de tusindvis af instruktionsvideoer som er på enten Magento eller Woocommerce på 5-10 min hver, og tjekke dem for at få et ‘feel’ for systemet og om man har lyst til at arbejde med dem og evt. om de passer til ens behov. Det er meget mere værd end at spørge nogen om hvad de ’synes’.

Jeg har linket herunder til to udmærkede danske manualer (video og tekst/billeder her) – de er ikke fra min hånd, men som giver et godt overblik:

Jeg kender ikke ophavsmændene til disse sites personligt, og får ikke noget for at anbefale dem – men jeg kan stå inde for kvaliteten af guiderne. De er rigtig, rigtig gode, omend ikke helt spritnye (de er fra hhv. 2014 og 2015, så vidt jeg husker).

Du skal derfor være opmærksom på er at der kan være nogle ting i Woocommerce som kommer til at se lidt anderledes ud i videoerne og manualerne herover efterhånden som programmet bliver opdateret og udvikler sig.

Tjek også min stadigt voksende liste over spørgsmål og svar om Woocommerce og playlisten på Vita-Vias YouTube-kanal om Woocommerce. Her er indlæg og videoer fra i år.

3) Tjekke lignende shops

– og evt. kontakte deres ejere og høre om deres erfaringer!

Artikler på større og populære e-commerce eller tech-blogs er også særligt velegnede her til at få brugbar information og for/imod der passer til ens situation.

For den slags artikler vil på et eller andet tidspunkt ofte fremkalde nogle reaktioner, f.eks. som dem i nedenstående links som flere gange klager over Woocommerces evne til at håndtere større mængder af produkter ifbm. checkout eller lagerstyring – og faktisk også konkretiserer deres oplevelse i nogle tilfælde. Wow. Konkrete eksempler på fordel og ulemper fra nogen der bruger Woocommerce, og ikke bare vage påstande. 🙂

Her er således en artikel sammenligner store Woocommerce-sites, og hvor der også er mange gode eksempler for/imod Woocommerce i kommentarene nedenfor:

https://gplclub.org/top-5-largest-woocommerce-stores/

Kan du slet ikke lide Magento, Ulrik?
Jo, jo- rolig nu. Pointen er bare at jeg synes det er uheldigt og ubehjælpsomt med de vage og ideologisk prægede argumenter mod Woocommerce. Hvad skal man bruge dem til som start-up med en tøj-webshop, f.eks., hvis man ikke har nogen interesse i at have andet end et system der virker, som kan bruges let og som man kan betale sig fra?

Men hvis jeg nu skal tage den anden hat på og anbefale Magento (jeg bruger selv Woocommerce – obviously), så er her et fint citat om Magento fra en artikel på Amino.dk:

Magento er Formel 1-racerbilen inden for e-handelsplatforme, når det gælder fleksibilitet, muligheder og vækst. Denne open source-platform henvender sig til den ambitiøse webshop, men fordi den er gratis, kan alle være med. Platformen har bl.a. indbygget crossale, promotions, relaterede produkter, multistore-funktion og meget mere, hvorfor man fra dag ét har en markant fordel i forhold til konkurrenterne. I modsætning til en del andre open source-platforme er Magento så godt som søgemaskinevenligt fra første dag.

Magento er en af de absolut største platforme inden for e-handel, og det kan bestemt anbefales at tage et kig på platformen. Der er kun få ulemper ved Magento, og det er fx, at selve strukturen på Magento er unik og kompleks. Dermed skal man som programmør – i modsætning til andre systemer – bruge lidt mere tid på at sætte sig ordentligt ind i platformen. På grund af størrelsen og fleksibiliteten er Magento en smule langsom, såfremt shoppen ikke bliver hostet af en Magento-specialiseret host. Så det kan kun anbefales, at man finder et ordenligt host til denne platform, så ens webshop bliver lynhurtig og lækker for brugerne.

Fra: http://www.amino.dk/…/webshop-bibelen-hvilken-platform…

Woocommerce har selvfølgelig også krydssalg og relaterede produkter og promotion-muligheder som funktionalitet i lange baner, men jeg mener ikke du kan lave “multi-store” på Woo, hvilket jeg læser som flere ‘webshops i samme system’.

Citatet her illustrerer dog sandelig OGSÅ vigtigheden af at alliere sig med en god programmør der kan få det bedste ud af Magentos struktur er “unik og kompleks” – og selvfølgelig en specialiseret host. Det er igen nogle variable som relaterer til miljøet omkring Magento, og ikke selve softwarens performance! Ligesom med Woocommerce.

Det handler med andre ord (også) om hvem der kører bilen, hvor den kører, hvor den skal hen og hvilken benzin den kører på, og ikke altid om det kun er en Mazda eller Saab. Faktisk handler det yderst sjældent kun om det.

*

Held og lykke med at finde den rigtige webshopløsning – og skriv meget gerne til mig når du føler du har det, og del dine erfaringer her på Vita-Via.dk. Det kunne være en stor hjælp for mange at lave et blog-indlæg om din ‘jagt’ og overvejelserne og resultaterne.

Indlægget her fra en Facebook-diskussion i gruppen “E-købmænd nørder – den hårde kerne ;-)”

 


Træt af at bruge tid på selv at finde løsningen? Lad mig hjælpe dig.

*
Back To Top